Minder fra den lyse tid

– og taknemmelighed for livet

Det er November og det ene lavtryk efter det andet melder sin ankomst. Lys og skygge veksler, og byger og storm minder med al tydelighed om, at den mørke kolde tid på året nærmer sig hastigt.

Den lyse, varme sommertid forsvandt. Og findes nu blandt det, vi kalder minder. Erindringer om en tid der svandt. For de fleste, også for vores familie, en blanding af glæde og smerte.

Jeg roder lidt i gamle minder og husker en gammel båltale, jeg holdt for år tilbage en Sct. Hans aften i den golfklub, der er et frirum til leg og bevægelse, når jeg har brug for balance i sind, krop og ånd.

“Man delte dem op i 3 grupper- aberne til forsøget. Den første gruppe fik kærlig opmærksomhed. Den næste gruppe blev skældt ud og herset med. Den tredje ignorerede man fuldstændig.

De første blomstrede op og var glade og legende. De i den anden gruppe blev aggressive og larmende. Mens de i den sidste gruppe – dem man ignorerede – bare sygnede hen og døde.

Jeg kom til at tænke på forsøget, da jeg for tredje gang i mit liv blev spurgt, om jeg ville holde båltale til Sct Hans. Først kom jeg til at sige: “Da ikke nu igen, der må da være en anden. Så kom jeg til at tænke på, at man skal være glad, når nogen rækker ud efter en. Man skal være glad for ikke at blive ignoreret. Og lade være med at ignorere andre.

Der stod vi så. Det var midsommer og bålet lyste og gav genskær i vores øjne. Og jeg huskede journalistens spørgsmål til gæsten i radioen: “Hvad er det, der samler os.” “Kongehuset og fodbold”, lød svaret. Jeg skruede ned for udsendelsen om “Hvad der samler nationen” og kom til at tænke på en anden historie om hverken kongehuset eller fodbold.

En gang sad guderne sammen og talte om, hvor de kunne gemme menneskets allerbedste og mest værdifulde skat, indtil menneskeheden var klar til at finde den. Nogle ønskede at gemme skatten på det allerhøjeste bjerg, mens andre var sikre på, at menneskeheden hurtigt ville gøre fremskridt og være i stand til at klatre til toppen af det højeste bjerg. “Så gemmer vi den i det dybeste hav”, sagde en. Men de indså, at snart ville menneskeheden også være i stand til at dykke til bunden af det dybeste hav, og måske på den måde finde skatten, før de var rede til at finde den. Den endelige beslutning blev at gemme og opbevare skatten i mennesket selv. I hvert enkelt menneske – fordi skatten på denne måde ikke ville blive fundet for hurtigt. Når de finder ud af, at den højeste skat ligger gemt inden i dem selv, så vil de være rede til at finde den, konkluderede man.

Hvad er det, der samler os som nation hvis man altså mener, at der er mere end kongehuset, fodbold – øl, flæskesteg og wienerbrød? Ja, det gør faktisk f.eks. bålet ved midsommer. Uanset om vi er mange eller få.

Og der er andre ting end Sct. Hansbål, der samler os. Moder jord, som giver os støtte uanset, hvordan vi behandler hende, samler ikke bare nationen men hele menneskeheden på denne planet. Og det livgivende vand omgiver ikke bare vores land men dækker mere end 2/3 af planeten og binder verdensdele sammen. Vand udgør ca. 70 procent af vores legemsvægt og er en forudsætning for liv på jorden. Luften, som vi kun kan leve ganske kort tid uden, samler os alle sammen, om vi synes om det eller ej i noget, der kunne opfattes som et fælles gigantisk åndedræt. Og så altså den guddommelige, fascinerende ild, som vi betragter, når vi ser på bålet. Uden solens ild intet dagslys, ingen varme, intet liv. Der er videre rammer end kongehuset og fodbold, der binder os sammen som nation. Det nytter ikke, at vi har bredbånd og mobiltelefon, hvis solen, månen og stjernerne forsvandt.

En dag for år tilbage var jeg lige stået af toget på Nørreport Station og gik i mine egne tanker på vej til et aurasomekursus i håb om at blive lidt bedre til at hjælpe mennesker, der beder mig om en hjælpende hånd i livet. Pludselig så jeg ind i et par lysende varme øjne. Med en stille stemme spurgte han: “Du vil vel ikke have lyst til at købe en avis?” Jeg ser ordene “Hus forbi” på den lille avis. Jeg roder blandt bøger, noter og madpakke efter de 20 kr., som avisen koster. (8 kr. går til sælgeren, som bor på gaden – med højt til himlen året rundt). Jeg er sikker på, jeg har en tyver et eller andet sted. “De eneste kontanter, jeg har med”, mumler jeg for mig selv. Han rækker mig avisen og siger med et smil: “Du får den. Du kan skylde mig til en anden gang”. Jeg finder endelig de 20 kr., smiler til ham og hører hans: “Tusind tak, jeg håber, du får en dejlig dag”.
Så ser jeg forsideteksten. “Svenske hjemløse dør på gaden i København”. Stærkt stof, når man selv synes, at DSB’s forsinkelser er “bare for meget”. Når man nu er træt af at komme for sent og senere på dagen længes efter at komme hjem i ens bløde seng.

Der er vigtigere ting end kongehus, fodbold og “tog til tiden” eller bredere motorveje, der binder os sammen som nation.
Der er videre rammer – og dybere ting, der binder os sammen som menneskehed som individer i verdensaltet. Men “det største afspejles i det mindste”, siger videnskaben. “Som i himlen således også på jorden”, beder vi i Fade Vor.

Og som solens lys eller som flammerne i bålet, der fra tidernes morgen har fascineret og samlet mennesker og dyr – som vi mærker det, når vi lægger en pind på pejsen eller tænder juletræet eller blot et enkelt lys – sådan er det muligt for os at få øje på lyset, at se et glimt af den dyrebareste skat, mennesket ejer, bare ved at se et andet menneske i øjnene.
For der – dybt inde – om vi smiler eller græder – findes der en gnist af lys og varme i hver af os. Et genskær af noget større – noget vist og vigtigt. Det er DET, der binder os sammen. Lyset og varmen. Om vi føler det eller ej. Om livet går op eller ned. Om vi spiller god golf eller mindre god golf den dag.

Det vigtigste er, at vi er til. Det er et sandt mirakel. Måske allervigtigst er det, at vi hverken puffer hinanden eller os selv ud i kulden eller for tæt på ilden. Eller totalt ignorerer andre eller os selv. For det dør man af – i følge abeforsøget.

Count your blessings

– hvor svært kan det være?

Sværere end du tror – faktisk. Hvorfor? Fordi vi har så uendeligt meget at være glade og taknemmelige for, at det ville tage det meste af vores tid at tælle.

Og når nu de fleste er så optaget af al det, der ligner fejl hos os selv, andre og verden som sådan, hvordan så finde tid og overskud til at tælle alle de gode ting i livet, som med et gammeldags, højtideligst men smukt og rammende ord kaldes velsignelser?

Jeg oplevede en sand een af slagsen, da jeg en dag for nylig kom ind på et stadion for at få et glimt af min søn og mit ene barnebarn på 6 år. Han var midt i en fodboldkamp i forbindelse med et weekend fodbold arrangement. Da han fik øje på mig, forlod han banen, idet han råbte farmor og gav mig et kæmpe knus. Han blev kaldt tilbage på banen og scorede et mål – i den forkerte ende af banen, mens de andre små gutter jublede – selvmål. Hvis det var en fejl, var det en af dem, jeg aldrig glemmer og altid vil tænke på som en sand velsignelse.

Vi har så ofte fokus på alt det, vi synes skulle være anderledes, at vi overser det faktum, at “brok skaber mere brok” og – utilfredshed mere utilfredshed – osv. I vores del af verden overser vi det mest fornødne, de helt elementære regler i livet, som bl a. mange af de oprindelige folk har forstået og levet efter altid.

På Hawaii bruger man bl.a. ord som Makia ( Energi Flows Where Attention Goes )
Og Manawa ( Nov Is the moment of Power )

Tænk hvis vi fra små lærte – særligt ved eksemplets magt – at være opmærksomme på, at vi er medskabere til vores eget liv. Øjeblik for øjeblik skaber vi ” himmel eller det modsatte ” lige rundt om os – og ikke at forglemme inden i os, helt ned til cellernes trivsel eller mistrivsel. Tænk hvis nogen lærte os, at vi er skabene væsener med et medansvar for livet her på planeten. Og at vi er gode nok, præcis som vi er, så måske ville lidt mere glæde og tilfredshed blomstre.

Jeg arbejder med mennesker i krise. Det tror jeg egentlig, altid jeg har gjort. Det er en af de ting, jeg er her for. Mit liv kunne man sige. Hvordan? Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det egentlig ikke. Jeg er nok mest bare – den jeg er. Og så har jeg en dyb tro, der altid har fulgt mig fra jeg var helt lille. Selvfølgelig har jeg mine uddannelser og det jeg har lært der. Men det jeg egentlig kan, det er blot at være medskaber af et Rum — hvor mine medmennesker kan Være — På den måde skabes der plads til at den sjæl, som vi hver især er, uanset hvem vi er, kan få plads helt ned i følelserne og kroppen. Det er nemlig den eneste måde, vi bliver hele på.

Alt det ved vi, når vi ankommer som små. Inden der bliver manipuleret for meget med os.

Mit yngste barnebarn på 3 år kiggede for et par dage side pludselig på mig, mens et par tårer smuttede ud af mine øjne( jeg troede hun sov ). Så spurgte hun: ” Hvorfor er du ked af det? ” “Ja”, svarede jeg,” for det første ved du nok, at her må man godt både grine og græde. Og så fordi mange mennesker kommer her for at græde. Så prøver vi at finde det, der gør dem glade istedet. Og så pludselig er jeg kommet til at bytte min glæde med tårer, så der er blevet alt for mange tårer hos mig, og de løber ud nu”.

Lille Klara tænkte lidt. Så tilbød hun mig både hendes og hendes storebrors værelser med alt legetøj. Og så forsvandt hun. “Hvor er du”, spurgte jeg? “Jeg danser”, lød svaret. “Jeg danser for dig farmor”, sagde hun smilende og kom stille dansede hen mod mig.

Det kunne have været på Hawaii. – Aloha betyder: —To love is to be happy with —:))))
Somme tider synes jeg også, at lykken er på Hawaii — blandt hvaler og vilde delfiner. Eller at jeg selv kunne trænge til en måneds terapi. Men så tænker jeg på min familie ( ikke mindst de to mindste (store) terapeuter). Og på Danmark når det dufter og blomstre samt på alle de andre blessings i mit liv.

Konklusion: ” Hawaii og terapi — Go Home”.

En guided meditation er i bedste fald

– fredfyldt, opløftende og berigende.

Hvorfor bruge den tid, mange finder så sparsom i forvejen, på at mediterer? Og hvordan får man overhovedet fundet vej ind til det indre,stille sted, aller inderst inde – når verdens krav kalder højlydt på os?
Hvordan overdøve al den ydre kommunikation, som hele tiden tikker ind og bombarderer alle?

Sommetider er det talte ord en hjælp til at finde den enkleste og hurtigste vej ind i hjertets stille rum.
Sådan var den oplevelse, jeg fik for længe, længe siden. En følelse af at blive taget ved hånden og vist en fredfyldt, direkte vej ind bag al ydre støj. Der fandt jeg noget smukt, storslået og gammelkendt, som jeg aldrig kan miste.

Derfor består meget af mit arbejde i at guide dem, der søger mig, dybere ind i den enkeltes stille indre. Derfor er jeg stadig så glad for, at mange i årenes løb finder indre fred, balance, glæde og inspiration i de cd’er, jeg fik inspiration til at lave. Hvordan? Ja, gennem meditation.

Det er det, vi kan tjene hinanden og verden med

– der giver et sandt godt nyt år

Det siges, at når eleven er klar, så er mesteren der. Måske var vi bare ikke klar til, at noget synligt fandt sted, da Mayaernes kalender efter sigende sluttede d. 21. dec. 2012.

Måske var vi bare stadig så optagede af os selv og alt det ydre, at vi slet ikke mærkede det, der fandt sted på de indre planer. Det vi kun mærker, når vi bliver stille og meditativt åbne.

Måske er alt det, der finder sted lige for øjnene af os, et nødråb til os alle om at stoppe op og ændre kurs.

Den ene mere hårrejsende tv udsendelse efter den anden fortæller med al tydelighed om sprængfyldte flygtningelejre, om massedemonstrationer som følge af undertrykkelse, om alle slags overgreb, arbejdsløshed og om uudholdelige forhold for både mennesker, dyr og vores smukke planet.

Nok til, at man som følende menneske kan få lyst til bare at skifte til et lettere fordøjeligt program. Og indtage noget der dulmer lidt. Vin, sukker, tobak eller andet som bare for en lille stund lægger lidt låg på al den smerte, som synes umulig at gøre noget ved så det batter.

Men her i Danmark ser det da bedre ud – eller hvad? Her mangler vi også arbejdspladser. Kun medicinalindustrien ser ud til virkelig at have kronede dage. For selv børn, helt ned til 10 års alderen, er efter sigende på lykkepiller. Og receptpligtig medicin er mere regelen end undtagelsen for de fleste voksne mennesker. Selv vores dyr medicineres forebyggende.

Folk har stress, er deprimerede, har smerter og rigtig mange er overvægtige, med alt hvad det fører med sig.

Overfald og indbrud også i private hjem er dagligdags begivenheder. Hvad er det der er sket? og kan vi overhovedet stille andet op end at lukke øjnene og trække på skulderen?

Da jeg var barn, sagde mine forældre altid til mig, når noget gik galt, og jeg ikke rigtigt kunne overskue situationen: ” Inderst inde ved du godt “. Eller ” Så må du gå foran med et godt eksempel”.

Engang imellem når det ser lidt uoverskueligt ud nu, siger min søn ” Det går nok altsammen “. Og jeg tror, det er fordi han også, inderst inde ved, at selv når vi små mennesker laver et uoverskueligt rod i det, så venter mesteren, der ved langt bedre end os, til vi er klar.

Sommetider skal vi tilsyneladende helt der ud, hvor det hele ser ud til at styrte sammen om ørerne på os, før vi er klar. Rede til at forstå, at vi ikke er her for selv at frelse hele menneskeheden eller planeten, selvom det er stærkt påkrævet med en indsats. Men at vi blot skal give vores bidrag. Investerer lidt af os selv. Gør vi det, så får vi den hjælp, der skal til. Sommetider på uforklarlig vis. Fra et højere plan.

Vi har hvert vores ansvar og hver vores evner til at tjene. Både os selv, hinanden og verden. Ingen kan løse det hele selv. Men vi kan bidrage med det bedste af den, vi hver især er. Huske alt det vi har at være taknemmelige for. Og have mod til at vise verden, hvem vi er inderst inde. Det er sårbart og kræver mod. Men det er det værd. Vi er skabt unikke. Og der er brug for det, vi hver især kan.

Når vi mobber andre – når vi vender tommelfingeren nedad, så lukker vi andre. Når vi åbent rummer os selv, som den vi er, og dem, der krydser vores spor, så breder det sig som positive ringe i vandet. Når vi giver en anden et ægte kram, en hjælpende hånd, et opmuntrende ord eller bare et smil, så er vi på vej til at blive brugt efter vores bestemmelse. Når vi holder op med at skubbe hinanden ud over kanten. Men i stedet kaster en redningsline. Så smiler himlen. Så er mesteren klar. Og så kommer vi og i bedste fald vores smukke, hårdt udfordrede planet i balance igen. Og op på et smukkere og højere plan. Nogen mente, det magiske tidspunkt var d. 21. dec. 2012. Men det vigtigst er, at vi gør en indsats. Først når eleven er klar, er mesteren der.

Må 2013 blive det første år i en Ny Tid, hvor lys og kærlighed fører os nærmere den fred, vi alle er bedst tjent med.

Lad dit hjertes indre julefred skinne

– så ægte julestemning kan finde dig

Nu venter julen igen om lidt
Og de fleste løber omkring som sidst der bliver købt mængder af pakker og sukker
Alligevel går mange omkring og sukker

For hvor kan vi finde den juleglæde
Som ikke findes i mad og væde?

Når der i verden er sult og krig
Og TV viser os rædsel og skrig

Når små børn hverken får mad eller varme
Hvordan så finde julefred ved den hjemlige arne?

Vi kan lukke verden og hjertets stemme ude
Og gøre os hårde, lade være at tude

Eller vi kan sende en tanke to tusinde år tilbage
Og indse at vi må holde op med at klage

At tænke på alt det gode der blev os givet
Fra barnet i Betlehem til mening med livet

Og huske at freden skal komme fra os
At vi må lære at elske – på trods

Hvis vi vil ha’ fred i den store verden
Må vi selv være fredfyldte i al vores færden

Vi må vende blikket fra hvert vores ego
Smile til verden og blive som børn, når de leger med LEGO

Måske gik din verden i stykker en stund
Og ligger som klodser, der roder rundt

Har du glemt at på din vej til denne verden
Fik du med dig en gave, som letter din færden?

En flamme i hjertet, der kan heale og varme
Det er din pligt at tage andre sjæle i dine arme

For julens glæde findes dybt i dit hjerte
Sammen med længsel – sammen med smerte

Vi siger, at julen er hjerternes fest
Og at Jesusbarnet er hædersgæst

Så åben dit hjerte fuldstændigt op
Hæv blikket højt over træets top

Og se hvordan tæpper af stjerner funkler og skinner
Så nattens mørke næsten svinder

Tilgiv alt det der var mindre godt
Både det store og det med småt

Både dig selv og den du tror er din fjende
Kun sådan vil tyngden i verden svinde

Lad os huske på alt godt som vi fik givet
Og sammen bygge det bedste i livet

Giv dem, der trænger, et kæmpe knus
Måske kan du så høre englesus

Så er juleglæden og stemningen landet
Og ja, det er vigtigere end alt det andet

Tak til lyset

– og farverne i livet

Den kom ikke. Den Indian summer jeg og sikkert mange andre drømte om. Men det gjorde lyset og smukke fantastiske regnbuer. Og højt, klart, stille vejr, som vi så sjældent har på disse breddegrader.

Aura Soma kurset om de små pomander flasker, med deres smukke farver og planternes dufte, der næsten kan være lidt overvældende, når der er 15 forskellige, fandt sted på en af efterårets rigtig smukke dage. Det passede perfekt, det smukke vejr, til at gøre opmærksom på at de findes og gør noget naturligt godt for os.

Vigtigt at vide, at naturen rækker os planter som renser, beskytter og giver balance til krop og sind, når der er så megen uro, disharmoni og ubalance så mange steder på Jorden netop nu. Så tak Vicky, for de skønne essenser, som blev til, mens du var på Jorden. Tak Marianne, for det du lærte mig under min uddannelse, som bliver ved og ved. Tak Elly, for din kærlige hjælp og vejledning -altid. Og tak til jer på kurset, der gav mig mulighed for at fortælle jer om disse små farvejuveler. Håber det vil være til gavn i jeres liv.

Og tak til den smukke natur, på alle planer, der giver af egen kærlighedsessens.

Fra Vicky’s bog:

Vi kommer med lys
til denne stakkels forpinte jord
for at bringe et budskab
et budskab om håb og fryd.

Friheden vil komme
Så sandt som forår følger vinter.
Forvandlet skal jorden stråle i skønhed
Og kærlighed og fred vil altid herske.

( ” The Flower Kingdom ” )

 

Vi er midt i det danske efterår. Men drømmen om lidt Indian Summer fylder stadig i mig. Sommeren blev lidt kort også i år og ingen aner, om vi får et strejf af den der Indian Summer, som i bedste fald ville kunne fylde lidt på de slunkne sol depoter, før den mørke tid.

 

Selvom sofa hygge og lækker mad og drikke hjælper i den kolde, mørke tid, så er det ikke nok. For vi er mere end krop og hyggesanser. Sjælen skal også bruge vitaminer. Og det er her, at de små pomander flasker fra aura soma har et tilbud til dig. Disse små flasker er unikke i deres indhold af hver 49 forskellige urter og deres duft og farve hjælper os til mere energi og beskyttelse. Vi vil arbejde med alle 15 flasker, som rummer hver deres farve og duft. Og med deres specifikke indvirkning på sind, krop og ånd. Det er, når vi er i underskud, af de farver, som vores energisystem består af, at vi er ” ude af balance ” eller fremstår som ” farveløse” eller ligner det, vi kalder “grå mus” Der vil også være guidede.meditationer og tid til reflektion. Kurset afholdes den 27. oktober 2012 kl. 10-17 Pris 700 kr incl let vegetarisk frokost, samt te og kage i eftermiddagspausen.

Den sande barmhjertige samaritan

– findes der, hvor vi mindst venter det

Den sidste fødselsdagsgave jeg fik af min mor, bad hun mig om at købe selv. Min mor var 91 år. Fuldstændig klar i hovedet. Parat til at forlade denne side af forhænget. Mæt af dage efter et langt virksomt liv, hvor hun aldrig havde sparet sig selv.

Hvad køber man i en sådan situation. I det spæde forår?

Jeg fandt et par smukke sandaler. Det var næsten bare en blød ruskinds sål, der beskyttede fodsålen. Der var en lille rem imellem storetåen og den næste, lige der var der sat en smuk blød ruskinds sommerfugl.

Sommerfuglen er symbol på transformation. Den, der finder sted, når sommerfuglelarven forlader sin puppe og skal folde sine vinger ud for første gang, og den, vi mennesker gennemgår, når der sker store forandringer i livet. Den største vel, når vi forlader det fysiske hylster, som kroppen er. Når sjælen tager hjem til en anden og lysere dimension.

Jeg elskede min mor, og savner hende stadig. Jeg var også rigtig glad for de sandaler, jeg fik som den sidste gave. De hang på mig lige til den ene ikke kunne mere. Hver gang jeg kiggede ned, når jeg gik, var det, som om sommerfuglene bevægede vingerne, og jeg tænkte, at min mor nu kunne bevæge sig frit omkring.

Hun forlod sin krop d. 16. maj – 10 min. før jeg nåede hendes seng. Aftenen før gav jeg hende et kys på kinden og sagde, som jeg plejede i de dage: ” Vi ses i morgen”. Den aften svarede hun : ” Ja men hvis jeg får chancen, så smutter jeg altså ” , og så sendte hun mig det smil, der blev det sidste.

Det var koldt, som det sommetider er i Danmark i maj, den dag, vi bar hendes kiste ud af kirken. Men jeg havde mine kære sandaler på alligevel og bemærkede, at sommerfuglene bevægede deres vinger som sædvanligt, når jeg gik.

Så blev det sommer og jeg var på et aura soma kursus i København. Et udvidet kursus der særligt handlede om hvor stor glæde børn også har af denne særlige farveterapi. Jeg var lidt sent på den, da undervisningen trak ud, og jeg skulle nå mit tog hjem.

Jeg spænede ned af trappen og ud på gaden, hvor der var vejarbejde. Der var strøet grus over brostenene. Sålen på mine kære sandaler gled. Den ene vendte rundt, og jeg bankede knæ, hofte og overkrop helt ned i alt det, gaderne i den indre by byder på. Heldigvis fik jeg taget for med mine hænder, lige før hovedet ramte gaden. Men håndfladerne lignede dem fra barndommen, da jeg forsøgte mig på rulleskøjter ned af rampen til en parkeringskælder. Bortset fra at de nu blødte om kap med mine knæ og skinneben.

Det gjorde så ondt, og den hvide bluse og lyseblå nederdel, jeg var taget hjemmefra i om morgenen, var ikke bare helt snavsede men også hullede efter det kraftige fald. Men kroppen holdt, så jeg kom op igen før et par søde mennesker, der så mig falde, kom løbende og spurgte, om jeg kunne stå selv.

Det kunne jeg. Men jeg rystede og tårerne sprøjtede ud af øjnene, og jeg tænkte nu endnu mere på bare at komme videre og nå mit tog. Det gik, men ikke godt. Min højre sandals sål var bøjet og den lille strop mellem tæerne, der holdt sommerfuglen, var blevet så lang, at det kneb med at holde den på.

Jeg humpede afsted og så virkelig snavset og ramponeret ud. Jeg kunne have taget turen op af alle trapperne til kursuslokalet igen. For at sunde mig og blive klatvasket og vigtigst måske, at få renset mine sår og standset blødningerne. Men jeg var rystet, træt, forslået og ked af det. Så jeg valgte en humpende, lang og besværlig tur hjem, som gav mig en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Lige den dag var der ikke engang et papirlommetørklæde i min taske og jeg orkede ikke forretninger eller kiosker nu. Jeg ville bare hjem i fred.

Alle årene på skadestuen og bag mikroskoper i laboratoriet mindede mig om, at det ville være en god ting at bede til at de glasskår, der også var, hvor jeg faldt, ikke havde været naboer til snavsede kanyler.

Der var ikke een sjæl blandt alle de mange mange mennesker, jeg mødte på min vej, der værdigede mig andet end et flygtigt, ligegyldigt blik, skønt jeg humpede afsted i min forslåede, midlertidige elendighed. Og da slet ingen der spurgte, om jeg havde brug for hjælp eller bare et papirlommetørklæde.

Hvis gaden havde været bare lidt mindre snavset, tror jeg, at jeg havde droppet min ødelagte sandal og gået barfodet ligesom min barmhjertige samaritan, som lige pludselig dukkede op på Nørreport station – af alle steder.

Hun sad på trappen i øjenhøjde med mine forslåede ben, som det nu halvstørknede blod havde lavet mørkerøde striber ned af. Hun så på mit snavsede tøj med huller, på mine blodige forslåede hænder og videre op i mine øjne. Ikke udenpå mine øjne, som så halvforgrædte ud. Nej dybt ind i dem. Med de der smukke dybe blå øjne, som vidnede om, at hendes sår var langt dybere end mine.

Så lød hendes lidt rustne stemme iklædt ægte medfølelse: ” Din stakkel, hvor har du dog slået dig. Skal jeg hjælpe dig “?

” Tusind tak for tilbudet og dine kærlige ord, men jeg skal nå mit tog”, fik jeg fremstammet med en klump i halsen. Selv det at have lagt en mønt i hendes lille skål, ville have været malpalceret. Hendes helhjertede tilbud om hjælp var et tilbud fra en ægte barmhjertig samaritan. Dem er der ikke mange af på disse breddegrader. Hjælp ydes helst, hvis den kan trækkes fra i skat.

Turde jeg nærme mig hende fysisk? Eller bare tage imod en serviet til mine åbne sår? Nej, for mange år i hospitalsverdenen har sat sine spor i mig om åbne sår og smidtefare.

Turde jeg tage imod den kærlige medfølelse, der lyste ud af hende? Ja, resten af livet. Sommetider sidder de største lærere, vi møder, helt nede på jorden. Uden underlag, uden smukke sandaler på fødderne og uden det, mange ville kalde indhold i tilværelsen.

” Ægte rigdom og overskud kommer ikke altid fra en stor bankkonto eller fra det, der kaldes, at ha’ styr på livet. Sand rigdom udspringer fra et stort hjerte”.

Kan man ændre striberne på en zebra?

– Ja, hvis zebraen er en selv

Jeg anede ikke, at jeg skulle til ” eksamen” igen den morgen. I det mærkelige fag, der handler om at holde fast i mig selv og min indre ro, uanset hvor mange gange en anden bevidst eller ubevidst får trampet på præcis min ømmeste tå.

Bestod jeg? Nej. Jeg dumpede med et brag – igen. Og gik omgående, som jeg har gjort så mange gange før, i gang med at hamre mig selv i hovedet med, hvor utroligt det er, at jeg har så svært ved at mærke, hvad der er mit, og hvad der er den andens problem. Og ganske enkelt flytte mig væk fra det, der gør ondt på mig.

Det var jo så skønt at vågne glad og veludhvilet til en dejlig dag. Fyldt med overskud til at smile til verden. Med ønsket om at give en hjælpende hånd til dem, der ikke var lige så heldigt stillet, som jeg følte mig.

Den første sætning, jeg blev mødt med, var ubehagelig for mig. Jeg mærkede at mit smil stivnede. Den næste fik humøret til at dale, og den tredje gjorde mig rigtig sur.

Og ja, fordi de ramte mit dugfriske, bløde, forventningsfulde morgensind, røg jeg op i ” det røde felt ” og fik sagt en masse alt for højt. Hvilket skabte endnu mere smerte og frustration.

Det gav afstand for en stund til en af dem, der står mig nærmest. Smertefuldt og unødvendigt.

Endelig valgte jeg det klogeste den morgen. Jeg ” flygtede” ud i naturen. Satte mig i sandet og trak vejret dybt. Kastede mig ud i de havfriske bølger. Så på himlen og solstrålerne og lyttede til mågernes skræppen.

Det tog ingen tid, så var jeg tilbage i mig selv, og en masse positiv inspiration væltede ned i hovedet på mig. Roen og livsglæden var tilbage. Salte forløsende tårer blandede sig med salt havvand.

Naturen er der altid for os. Med ro og højt til loftet. Selv i regn og rusk er det forfriskende og rensende at være ude.

Når det slår uheldige gnister imellem mennesker, der elsker hinanden, er det nemt at tænke: “Hvis bare han eller hun kunne ændre sig, ville det hele være meget bedre”.

Men det er ikke min opgave at ændre striberne på en anden zebra. Det er også spildte kræfter. For det lader sig slet ikke gøre. Men jeg kan se, at mine egne striber bliver blødere, når jeg bruger kræfter på at at bevare min ro – lige meget hvor meget andre puffer. Og det er måske en af de vigtigste opgaver, vi alle har.

At tage ansvar og have omsorg for os selv. Vi kan sige: “Av”. Højt, hvis det gør ondt. Og hvis ikke det bliver hørt, så er en tur i bølgerne eller bare ud i luften det bedste, jeg ved.

Og ja, måske bliver du også mødt af en ” zebra” med mildere og blødere striber bagefter af den, der måske uforvarende kom til at trampe på din ømmeste tå, hvis du også tager en lille stund i det fri.

Kan jeg ændre striberne på en anden zebra? Nej. Heldigvis ikke, for det er slet ikke min opgave. Men jeg kan ændre striberne på mig selv. Ganske blidt og nænsomt. Hvis altså jeg er tålmodig nok med mig selv.

Og ja, hvem ved. Måske går der mode i det. Og en helt ny og anderledes fredelig fremtoning blandt ” menneskezebraer ” vinder frem.

” Det er ikke så vigtigt, hvordan verden ser på dig. Det er, hvordan du ser på verden, der er afgørende for, hvordan verden ser ud i morgen “.

Tanker er skabende levende materiale

– som du har gratis lige “ved hånden” – altid

Måske giver det ikke et fysisk job – lige nu.
Måske giver det ikke en højere løn – lige nu.
Men, hvis du bruger dine tanker – ét af dine kreative potentialer –
kærligt og til alles bedste.
Så smiler i det skjulte.
Og det pynter på dig.
På dine nærmeste.
Og på verden !